BREVKASSEN SEX & KÆRLIGHED

Hej kære læser

 

Mit navn er Mariann Benedicte, og jeg er bestyrer på brevkassen om sex & kærlighed på STÖJ.

 

Jeg er certificeret parterapeut, psykoterapeut, sexolog og misbrugsbehandler, og har min egen praksis i Holbæk, hvor jeg tilbyder sexologisk rådgivning, individuel terapi og parterapi.

 

I kan læse mere om mig på min hjemmeside: http://www.sexolog-terapeut.dk

 

Jeg vil hver anden uge skrive et indlæg om et emne, der berører sex, kærlighed eller livet i al almindelighed. Et emne der er valgt af redaktionen på STÖJ, hvor jeg prøver at give et personlig indgangsvinkel, nogle gode råd, eller måske en anledning til eftertænksomhed.

 

Har du spørgsmål, et problem du tumler med, eller har du blot lyst til at fortælle din historie, så giv lyd fra dig her på siden.

 

Jeg vil besvare dine spørgsmål efter bedste evne. 

 

De kærligste hilsner

 

Mariann

HØJ AF (OG UNDER) SEX 

 

 

 

 

 

 

 

 

BREVKASSEN

Af Mariann Benedicte 

 

At være påvirket når man dyrker sex, fungerer det? Hmm, det enkle svar ville være: Sex fortjener bedre! 

 

Når man er påvirket af alkohol, euforiserende eller kemiske stoffer, så er man ikke i kontakt med sig selv. Alene af den grund mener jeg, at optimal nydelse opnås, når sex opleves og dyrkes i ædru/clean tilstand.

 

Når det så er sagt, så ved jeg jo godt, at unge mennesker eksperimenterer, og at det ikke er realistisk, at specielt unge mennesker kun vil dyrke sex upåvirket. Ofte er det i festligt lag unge mødes og tiltrækkes af hinanden, og festligt lag forbindes oftest med alkohol, cannabis og stoffer.

 

Nogle bruger midlerne for at slippe hæmninger. Det bliver nemmere at være modig. At turde flirte og kontakte det modsatte køn under påvirkning. Til gengæld er der øget risiko for, at man virker snøvlet, vrøvlet, bøvlet og/eller overgearet, og måske slet ikke er i stand til at gennemføre et samleje.

 

Og her skal jeg ikke sidde og være hellig. Jeg har dyrket masser af sex i påvirket tilstand. Men jeg må med min erfaring konkludere, at erotik og sex bedst går hånd i hånd med ikke at være påvirket. Man er i kontakt med sine følelser, og mærker i det hele taget sig selv og den anden bedre. Er tilstede- og nærværende, og ikke ude af sig selv.

 

Man kan huske det hele dagen efter, og man er i stand til at sætte sine grænser i nuet, hvis det skal til. Og man giver sig hen af (forhåbentlig) åbent og ærligt hjerte, og ikke kun fordi drifterne syder og bobler indeni, og man ikke kan styre sig pga påvirkning.

 

Ikke at der er noget i vejen med dyrisk sex, hvor det er krybdyrhjernen, der styrer menageriet, blot begge parter er indforståede med det. Sex for sexens skyld er osse langt mere berigende uden påvirkning.

 

Afslutningsvis vil jeg lige advare mod nutidens stimulanser. Ecstasy ved man ALDRIG hvad indeholder. Det er ren kemi og indeholder alt lige fra rottegift til saltsyre. Kokainen cuttes op med glasskår for at få det til at rive i næsen, og hashen blandes med bly for at give mere på vægten, og dermed en større økonomisk gevinst.

 

Alkohol er et organisk opløsningsmiddel, og må gerne indtages med omtanke.

 

Så kære læsere - dyrk hed og hæmningsløs sex uden ”hjælpemidler”. Hav en god kontakt med dig selv og din udkårne. Et godt selvværd er hæmningernes fjende nr.1.

 

Det er sexologens og misbrugsbehandlerens bedste råd i dag :-) Har I en historie om at være påvirket under sex, som I gerne vil dele?

 

Hjertelige hilsner -  fra en som har været der selv

 

Mariann

DEN FØRSTE GANG

 

 

 

 

 

 

 

 

STÖJ/BREVKASSEN/ISSUE 1

Af Mariann Benedicte 

 

Min egen første gang 

 

Jeg var kæreste med en dreng, der gik et par klasser over mig. Vi ”kom sammen” i et års tid, før det kom på tale at gå i seng sammen. Inden da havde vi kysset og kærtegnet lidt, og givet hinanden sugemærker på halsen. (Dem skulle jeg så altid skjule derhjemme, for jeg måtte nemlig hverken have kæreste eller sugemærker - men det er en helt anden historie). I skolen viste jeg stolt sugemærkerne frem.

 

Jeg havde en skarp konkurrent - en pige fra hans egen klasse - som havde inviteret ham i køjen, så jeg følte et vist pres. Det lå ligesom i kortene, at hvis jeg ikke ville, ja, så var hun villig. Ikke den store kærlighed, kan I nok høre. Men jeg var vildt betaget af ham.

 

Jeg kan huske, at han på et tidspunkt sagde: ”Mit næste sugemærke skal være på….” - og så pegede han på dilleren. Og dagen oprandt, hvor jeg indvilgede i at give netop dette sugemærke. Så I kan nok regne ud, at det ikke blev den rene nydelse for ham.

 

At give et sugemærke, er ikke måden at slikke en penis på. Men han havde jo sagt det med sugemærke, så det var det, han fik. Det var vist mere AV end AH… - Uoplyste, det var vi!

 

Uagtet min uvidende tilgang, så lykkedes det os at gennemføre et samleje. Jeg husker det hverken som noget rigtig dejligt, ej heller smertefuldt; og der var ingen blod. Men jeg kan huske, at jeg stod tilbage med det eneste jeg ønskede, følelsen af, at han så ikke ville forlade mig, til fordel for pigen i hans klasse.

 

Det føltes ikke rigtigt; jeg gjorde det, fordi jeg følte mig presset til det. Ikke det rette incitament for den første gang, eller for sex overhovedet. Men jeg sagde ikke nej, og vi brugte ikke kondom.  

 

Jeg ville ønske, at jeg havde haft nogen at tale med om det. Men oplysning fandtes ikke dengang. Ingen talte med os om sex. Lige med undtagelse af Inge og Steen Hegelers brevkasse i Ekstra Bladet. Men den rev min mormor, som var min primærperson, ud af avisen – for det var jo smuds!!

 

Kære læsere – hvordan oplevede I jeres første gang? Tør I være modige, og fortælle jeres historie? Hvis I ønsker at være anonyme, er i velkommen til at sende jeres input direkte til mig, og så sørger jeg for at jeres historie ikke får en afsender.

 

Tre råd jeg gerne ville have givet mig selv inden den første gang:

 

1.

Mærk efter, om det føles rigtigt.

 

2.

Vær altid tro mod din personlige grænse. Det er ethvert menneskes ret at sige til og fra - ja og nej. Vær tydelig omkring hvad du vil være med til, og hvad du ikke vil være med til. Stol på dig selv.

 

3.

Brug ALTID kondom.

 

De kærligste hilsner

 

Mariann

Pssst! Har du ikke allerede være der, så ta’ lige et smut forbi vores facebookside og giv den et like - så bli’r vi så glade….